lissie

Ikke meget – ja faktisk næsten intet – skulle der til i ugens løb – før tankerne løb løbsk og disse møgirriterende tårer ville frem i øjenkrogen. Hvorfor? Jeg ved det ikke! … og måske alligevel. For noget, der nok har været medvirkende, har helt sikkert været de mange dødsfald Læs mere…

I en tid – hvor, selv os, der måske har levet godt og trygt i en hermetisk lukket glasbobbel – må få øjnene op for en verden under voldsomme forandringer – forandringer, som vi bliver nødt til at tage alvorlig. Klimaet ændrer sig hastigt – mere vand med dødsofre til Læs mere…

Noget man helt sikkert lærer – når man er involveret i sundhedsvæsenet – det er tålmodighed. Der bliver brugt rigtig megen tid i venteværelser. Man venter og venter inden man bliver kaldt ind til blodprøver – inden behandling og inden samtaler osv osv I dag møder jeg op på Skejby Læs mere…

Scanningens ugen … er altid – for mig – den værste uge i det her kræftforløb – og det er det fordi jeg tænker – at jeg skal gøre alt hvad jeg kan for at få de allerbedste scanningsbilleder. Det er jo naturligvis irrationelt – fordi jeg kan ikke gøre Læs mere…

Det tog tid – det tog mega lang tid – at komme gennem forkølelsen, gennem vaccinen og kemoens barske bivirkninger. OG – ja – det tog så lang tid, at jeg nåede at få mig selv proppet ned i et stort sort hul, sådan et hul, hvor der ikke er Læs mere…

… nok ikke den bedste cocktail – men først til en solstrålehistorie. Jeg har skrevet det før og nu skriver jeg det igen: “Verdens bedste naboer – ja – de findes lige her, hvor vi bor.” De hører at jeg gik flad med en helt almindelig forkølelse – og vupti Læs mere…