Uge 03 … ugens svar

… er mødt frem i al for god tid – og ventetiden er lang – en halv time, kun – men det føles meget længere. Selvom jeg ikke føler mig spor nervøs – kredser tankerne alligevel rundt om den kontrolsamtale jeg skal ind til – hvad vil lægen fortælle mig? Jeg ved – at svaret kan gå begge veje – også selvom jeg ikke kan mærke nogen som helst forskel på min tilstand. Og det er det, der er så frustrerende ved min sygdom – og det, der gør at det er så svært at forstå og måske også det der gør, at jeg ikke får de dybe kælderture og alligevel føler jeg at pulsen i dag – lige nu – er en smule højere end ellers.

Ding dong – lyder det med jævne mellemrum oppe fra tavlen i venteområdet på afd. C2 på Skejby – og et nummer tikker frem hver gang en bliver kaldt ind til samtale – Hvornår kommer mit?

Jeg venter, og jeg venter – og jeg kommer til at tænke på definitionen af ‘at vente’. Finder et sted på nettet at den oprindelige betydning af ordet er positiv, fx. er der nok ikke mange, der ikke venter med glæde og spænding, når man venter barn … vel? Så altså – det at vente er – at håbe og ønske – præcist som jeg gør lige nu, hvor jeg sidder i et ret stort venteområde – i de kliniske, enkle, kedelige og upersonlige ventestole. Ventetiden kunne bruges på at kigge ud – gennem de meget store vinduespartier – på de velanlagte grønne områder – som dog lige nu er dækket med sne – enig – men jeg føler jeg kender efterhånden hver en anlagt sti – desværre – så jeg bruger tiden her på min iPad.

Ding dong – efter en times tid – er det mit nummer – et nummer som jeg har det lidt underligt med – fordi det er et ulige nummer – om der ligger noget OCD gemt i mig, ved jeg ikke, men jeg har fået ind i mit hoved at lige tal – betyder held og omvendt – ulige tal – uheld. Jeg prøver så at lægge de 3 cifre sammen – stadig ulige. Jeg prøver at multiplicerer tallene – resultat, et ulige tal. Jeg stopper – og tænker så, “jamen – man siger jo 7 9 13, når man vil afværge noget ondt, noget grimt” – så imens jeg rejser mig fra stolen og går til samtalerummet – siger/tænker jeg: “7 9 13” og krydser mine fingre alt hvad jeg kan.

De – lægen og en sygeplejerske – står udenfor døren og venter på mig. Ser de glade ud? – Ser de alvorlige ud? – Kan jeg mon tyde svaret på deres ansigtsudtryk? – Nej, det kan jeg ikke. Så efter en præsentation og ‘tag en stol’ – kigger lægen på mig og siger så med et smil – “Det ser rigtigt fint ud – det hele” …….. Brøkdele af et sekund efter, lyder der et kæmpe brag i rummet – det var lyden af de kampsten der trillede ud af mit bankende hjerte og landede tungt på gulvet. Det var vist dog kun mig der kunne høre det – men glædestårerne – til gengæld, de var synlige.

Resten af de ca 15 minutter – samtalen varede – husker jeg egentligt ikke så meget af – kun at kræftcellerne er yderligere skrumpet – ikke så meget som ved sidste scanning – men SKRUMPET – altså stadig den rigtige vej.

Jeg går ud fra afdelingen med et kæmpesmil om munden og fyldt med ny energi – OG – jeg er 100% klar til at fortsætte kemobehandlingerne – som allerede starter dagen efter.

OG jeg er såååå klar til en masse nye tv-produktioner – men først skal jeg klippe de speak – som min ynglings speaker, Betina har speaket i ugen – på de programmer jeg har siddet med – alt for længe. Det der ‘kræft-noget’ – altså i form af samtaler, blodprøver, scanning, kemo osv osv – det tager rigtigt meget af min tid.

Ønsker ALLE – ingen nævnt ingen glemt – en rigtig skøn uge – en uge, hvor Danmark nu regeres af en konge.

TILLYKKE til Kong Frederik X 💙 TAK til Dronning Margrethe ❤️