Uge 04 … øv – en lille baktusse

… står under bruseren – den varme bruser – har justeret det varme vand et ekstra hak op og alligevel kan jeg ikke rigtigt få varmen. Udenfor er det faktisk blevet lunere, men måske vindretningen er lige præcist der, hvor den er ‘forkert’ i forhold til huset? Jo – mange tanker ryger igen igennem denne lørdag morgen. Måske skulle jeg lige prøve at tage min egen temperatur – bare for at være på den sikre side, altså at det ikke er mig der fejler noget. 38.7 – viser det – termometeret – et tal jeg overhovedet ikke er forberedt på.

Da jeg – i september – startede på mine kemo behandlinger – fik jeg et akut nummer, som jeg skulle ringe til, hvis jeg fik en temperatur – i forbindelse med kemoen – over 38,5. Beslutter alligevel lige at vente en lille time, tjekker så temperaturen igen og nu hedder den 38.8 – altså en lille stigning og det akutte nummer kommer derfor i brug. Modtageren siger straks, efter at have lyttet til mig og min feberbeskrivelse: “Jeg får en læge til at ringe til dig”

Lægen ringer efter mindre end 5 minutter og efter mange spørgsmål, beder han mig finde en god bog eller noget andet jeg kan få tiden til at gå med, da jeg skal være forberedt på at være indlagt nogle dage. Godt nok var det ikke lige den besked jeg ønskede at høre, men sådan måtte det så blive.

Jeg bliver straks undersøgt, tappet for en masse blod og målt for alt hvad der kan måles og senere på dagen viser nogle af prøverne, at der er en bakterie i blodet. Hvor den kommer fra, ved man endnu ikke – men da mit immunforsvar er lavere end normalt – og det er det, pga kemoen, som udover at bekæmpe de syge celler, altså kræftcellerne, så går det desværre også udover de raske – så, ja – jeg får tilbudt antibiotika intervenøst og det siger jeg ja-tak til.

Lægen bad mig tage en bog med – ja – men hvad er mere naturligt for mig end at tage min bærbare med? Jeg kan jo fint råklippe på de tv-programmer jeg arbejder på lige nu – og det gør jeg – og det er fedt – OG – så må jeg jo også helt ærligt sige – at det – bare at hente maden og ikke skulle tænke på indkøb, tilberedning og opvask – det er da bestemt ikke at kimse af. Og at man så også har enestue med eget stort badeværelse – jamen altså – så er der intet at klage over.

Mange har spurgt mig – gennem mit forløb – hvordan jeg holder humøret oppe – “Det må da påvirke dig” – siger de. Ja – naturligvis gør det det, men jeg bliver ikke depri, jeg kravler ikke ned i en dyb kælder – hvad skulle jeg da egentligt også der? – En dyb kælder er jo mørk, trist og kedelig og så virker den klaustrofobisk – ( jeg har tidligere været der, så jeg ved det ) Så – nej tak – ikke derned. Og jeg ved godt at det let kan lyde som – lyv, fornægtelse, ikke at ville se tingene i øjnene, You name’t – men det ER et faktum – og spørg mig ikke hvor det kommer fra – for jeg ved det ikke. Nogle gange er det vel også OK at der ikke er en forklaring på alt? Det vigtigste må være at jeg på alle mulige måder har det godt – og det har jeg. OG – som jeg før har skrevet og nok skriver igen – så er jeg omgivet af ren kærlighed – og jeg tager bestemt ikke munden for fuld, når jeg skriver – af alle – hele tiden – ja selv ved denne ukomplicerede indlæggelse – modtager jeg det dejligste besøg og en lækker pose lakrids ❤️

… og her sidder jeg så stadig mandag morgen – venter på stuegang og svar på de sidste prøver.

Har lige uploadet – på hospitalets langsomme internet – et færdigt 50 minutters program “Kræft, kærlighed og kunst … René Jacobsen” – et stærkt portrætprogram, hvor René bl.a fortæller om hvordan det er at tage på hospitalet med sin hustru, fordi hun er blevet gul i huden og tage hjem igen med beskeden om at hun er uhelbredelig syg af cancer, og at det er i så fremskreden et stadie at intet kan hjælpe hende.