Uge 05 … og 5 døgn på Skejby

Kun halvt vågen, rækker jeg armen ud til sygeplejersken, som varsomt kobler mig på beholderen med antibiotikaen. Blodtrykket mm. bliver målt og det hele foregår i en rolig af behagelig stemning. Og alligevel mærker jeg en lille ændring. Sygeplejersken er mere stille og bevægelserne er måske en anelse hurtigere end det jeg ellers har oplevet de seneste 5 døgn. Så går det op for mig. Nyhederne meldte ud i går, at AUH skal spare:

Region Midtjyllands klemte økonomi udløser nu en sparerunde på kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, som skal spare seks millioner kroner i år og indhente et underskud fra sidste år.
DR.dk

“Vi må jo forsøge at løbe lidt stærkere…” siger hun, da jeg forsigtig spørger ind til hendes mening om den nyeste udmelding om besparelser, og hun fortsætter “… også selvom jeg synes vi løber meget stærkt i forvejen. OG – der er ingen tvivl om at det kommer til at gå ud over patienterne” fortsætter hun …

… “Jeg er blevet sygeplejerske fordi jeg gerne vil hjælpe mennesker og hvis jeg ikke føler jeg får mulighed for det mere – jamen, så kan jeg ikke stå inde for mit job – og så må jeg vælge at sige stop.”

Jeg tænker lidt over vores korte snak – efter hun er gået. Nu har jeg ligget her i 5 dage – nej, dvs. jeg har ikke ligget, jeg har haft travlt med at klippe på et af mine tv-programmer, og det har jeg kunnet gøre, fordi jeg ikke på nogen måde har haft det dårligt og jeg har også været rundt for at se lidt af de mange udstillede kunstværker man kan se her på Skejby (se foto længere nede) – men på de 5 døgn kan jeg se de har fart på – og alligevel – så har de altid tid til at spørge ind til mig, til at svare på mine mange spørgsmål og til at være der for mig. Og det tror jeg vi patienter har brug for – jeg vil endda gå så langt at jeg mener det er et led i, at vi kommer lettere gennem det vi nu hver især er igennem. Det er – mildt sagt – ikke godt, hvis det bliver taget fra os.

Ser pludselig at det er nu der skal hentes morgenmad. .“I dag har jeg æg” siger “Madmanden” og sender mig et stort smil. Fantastisk at han kan huske at jeg ikke fik – mit ellers daglige æg – i går, det er bl. også disse små oplevelser der gør at man føler der er stor omsorg for hver enkel patient.

Ægget bliver nydt – det samme gælder kaffen – som jeg efterhånden har vænnet mig til – og det ret lækre brød med en skøn tyk skive ost – imens jeg kigger ud på en vidunderlig farve der langsomt dukker op på himlen. Fedt – og i dag skal jeg hjem.

Og så ryger tankerne tilbage til det med de store besparelser i kræftafdelingen – den afdeling jeg er tilknyttet. “Hvad kommer det til at betyde? Hvilke konsekvenser vil det have for mig? Godt at der er smukke farver på himlen og at solen langsomt stikker frem med sine lange og savnede stråler – ellers kunne humøret da vist godt have taget en drejning i nedadgående retning.

Og alligevel sker der et lille humørskift – med pilen nedad – da der senere er stuegang.

En sød læge fortæller mig at alle min tal nu er normaliseret og sender mig trygt hjem efter min sidste omgang antibiotika, som jeg skal have ved frokoststid. Jeg er glad. Iøvrigt har denne indlæggelse været helt problemfrit. Jeg blev indlagt fordi min temperatur var oppe på 39,2 og efterfølgende fandt man så en bakterie i blodet – og det var den der gjorde at jeg skulle have antibiotika intravenøst, også selvom jeg ikke på nogen måder var dårlig. Men det fortæller mig – at pga den kemo jeg får hver 14. dag – så er mit immunforsvar virkelig meget sårbar. Jeg SKAL passe godt på mig selv.

Lægen havde ikke så meget mere at sige, så vi sludrer lidt videre – om gårsdagens nyhedsudmelding. Hun tror på, at det nok skal løse sig og hun tror envidere på at patienterne ikke vil komme til at mærke noget. Og det håber jeg så hun får ret i.

Vi slutter snakken med – at jeg fortæller at jeg lovede kræftafdelingen – allerede ved første kemo behandling – at jeg ville komme til at skrive historie – her på Skejby – som den der har levet længst med diagnosen Uhelbredelig kræft. “Jeg har hørt om flere der stadig lever – i bedste velgående – efter 12 år” siger jeg. “Du har ret i, og at mange kan leve mange år med diagnosen – men det afhænger helt af hvilken kræft form det er” siger hun og fortsætter “Bugspytkirtelkræft – som er din diagnose – er dog den sværeste kræftform, og en form, hvor der ikke er så mange muligheder for behandling”. Hmmm …
den sad. Den gik direkte ind og ramte mig.

Så lidt skal der til et humørskift.

Jeg blev hentet kl. 13 – og kl. 15 direkte til et møde på jobbet – og heldigvis får det mine lidt triste tanker til at vende tilbage til mit gode humør.