… som et væltet træ – har jeg følt mig i denne uge. en uge, hvor bare et lille vindpust kunne vælte mig omkuld eller ihvertfald få tårer til at trille. OG – de har trillet – flere gange.
»Jeg kan jo ikke få det til at gå væk, uanset hvilke bandeord jeg måtte bruge om Trumps udsagn.« siger Lars Løkke i JP
Præcist som citatet – så kan intet bandeord få min kræftsygdom til at forsvinde ( og tro mig – jeg har sagt alle de f… ord der findes og også opfundet nye ) Kemoen, kan holde den nede – ja – men hvor længe? Og hvor længe kan jeg tåle kemoen? Måske går det spørgsmål efterhånden langsomt op for mig. Ihvertfald har det været en uge – i flere omgange – hvor tårerne har trillet, og for første gang – under mit sygdomsforløb er det de der dybe ‘helt-nede-fra-kælderen-tårer’ – altså sådan nogle der ikke synes at ville stoppe. Heldigvis træder urinstinktet dog til – når der ikke er flere tårer tilbage – et urinstinkt der siger: “Kæmp …”
Så – da jeg er på vej hjem – efter et forrygende godt møde på jobbet, vedr. det længerevarende kommende tv-projekt – og pludselig mærker at humøret ændrer sig – noget det sker ligeså hurtigt som et knips med en finger, ja så tænker jeg, “Jeg må handle noget lækkert ind til aften” også selvom jeg efterhånden ved at al mad – uanset hvor lækker det er – så sørger bivirkningerne ved kemoen for, at det bare er lige indtil jeg får det i munden.
‘Boller i karry’ – skulle det så være. Menuen har nemlig i en periode stået på ‘mormor-mad’ – mad lavet helt fra bunden.
… men hvordan pokker gryden med den skønneste karrysauce pludselig landede på gulvet – er uforståeligt. Heller ikke her hjælper bandeord – nej – men tårerne fik frit løb
Næste portion fik alt for meget salt – kødbollerne var blevet kolde og risene udkogte.
Tror der går lidt tid inden menuen igen hedder “Boller i karry”
I tiden klipper jeg på det næste spændende tv-program – et program om en århusiansk pige. med store ambitioner – nemlig at blive ‘Danmarks svar på Gucci’ – men meget mere om det senere. Jeg klipper og der går ikke lang tid, inden jeg føler mig træt. Jeg tænker en halv time – på den ene side – ville gøre godt. Det er fordelen ved hjemmearbejdsplads – det at jeg kan skubbe min arbejdstid rundt i døgnet som det passer mig. Så jeg lægger mig 1/2 time (læs 1 og 1/2) OG – det udløser – igen – mascara striber ned ad kinderne. Er det kræften? Er det kemoen? eller Er det bare årstidsbestemt?
“Er det noget med at du er syg?” spørger en af de medvirkende i næste tv-produktion mig om. Må indrømme at – når jeg ved – at hun ved – så kan jeg godt lide at der bliver spurgt – og at hun ikke bare lader som ingenting. Vi får en lille snak om situationen, og – ja – så behøver vi ikke dvæle mere ved det. Herefter er det meget nemmere at kommunikere – og vi kan koncentrere os om optagelserne.
I tiden op til næste kontrolscanning er man meget mere følsom – har jeg hørt andre fortælle og det kan jeg nu nikke genkendende til – måske er det underbevidstheden der tænker at når scanningen er foretaget så kan man ikke gøre mere, så er det bare at vente på resultatet. Jeg fik min 3. kontrolscanning i fredags og får svaret næste mandag. Og – fundet af årets første firkløver – tror jeg på er gode tegn. Jeg er glad igen.
En god uge er på vej – det er jeg sikker på. Må det gælde for alle 🙏
FOTO-UGE-BOGEN
Hyggeligt besøg på terrassen
og sol og vand og selfie og forårsfornemmelser
Vand og vand og vand
og druknede træer
Levetid – På vej mod døden i levende live
Kunstudstilling – i Kunstetagerne i Hobro.
Kunstnergruppen Stamcellerne sætter fokus på aldring og vores forhold til det at ældes.
Hjerter i træ, og hjerter på strand
og forår på vej
0 Kommentarer