Uge 11 … Tænke tanker …

Hvordan reagerer man
… når man får at vide at man har uhelbredelig kræft ? Det spørgsmål vil der nok være lige så mange svar på, som det antal – alt for mange – mennesker, der får beskeden – for, heldigvis er ikke to mennesker ens – vi har alle hver vores mindset. Men en fællesnævner er at vi alle skal finde en måde at leve videre på – og helst så længe og ikke mindst så godt som muligt.

“Kræften skal simpelthen
… ikke slå mig ihjel” var det, jeg ret hurtigt tænkte, efter beskeden havde bundfældet sig den 12.09.2023 “Jeg vil dø engang med diagnosen – ikke af den”
Og må sige, det er let for mig – jeg mærker ikke noget til sygdommen – altså lige med én lille undtagelse, nemlig kemostadsens bivirkninger – men ellers har min hverdag ikke forandret sig synderligt.
Hvorfor er det så at jeg skriver om mit forløb – ja det spørger jeg mig selv om mange gange. Jeg tror jeg gør det – fordi jeg kan – og fordi jeg på den måde også får muligheden for at se på det hele sådan lidt udefra – det tror jeg er sundt. Mange skriver også til mig at de føler sig meget inspireret af mine skriv – og DET gør mig helt enormt glad.

Nogle gange
… tænker jeg alligevel “Tager jeg dennne her alvorlige sygdom for let – vil jeg ikke face den – lægger jeg bare låg på – fortrænger jeg den – og vil det så betyde at det en dag vil eksplodere og sende mig i et dybt mørkt hul?” Disse tanker – delte jeg med en sygeplejerske på afdeling C, på Skejby, ved min 38. Kemobehandling, i denne uge.

Hun kigger mig dybt
… i øjnene, fastholder blikket og siger. “Nej – det vil jeg sige nej til, for du fortæller mig jo også – at du gør hvad du kan og vi gør hvad vi kan – og du ved at når tid er – så er det sådan det er – og så siger du videre at du vil håbe at den sidste tid ikke bliver for uværdigt – ikke bliver for smertefuldt – og alt det fortæller mig, at du er bevidst om at sygdommen er der, at du ved den er uforudsigelig, at du ved den måske pludselig kan vise sin aggressivitet – så nej du lægger ikke låg.“

Hun har arbejdet
… på kræftafdelingen i mange år og har helt sikkert oplevet mange forskellige reaktioner – så jeg tager svaret for at være meget kompetent. OG selvom jeg er den – og fra den generation – hvor man ikke belemrer andre med sine tanker – så var det alligevel ret godt at få ordene ud over læberne. Samtidigt tænker jeg også at sundhedsvæsenets ry for ikke at have tid – det er – ihvertfald på kræftafdelingen – fuldstændigt manet til jorden.

Da jeg kom hjem
… efter fredagens kemo på Skejby – falder jeg næsten omgående i dyb søvn – og sover næsten uafbrudt til lørdag morgen, hvort jeg så heldigvis igen er frisk. Søndag kommer hjemmesygeplejersken for at fjerne kemopumpen. Det er hver eneste gang en kæmpe lettelse, måske specielt det at jeg slipper for etagevask og kan hoppe ind under bruseren, iiihhhaaa hvor det bad er godt. Ofte er det en ny sygeplejerske – og det er det netop dennegang. Hun er noget overasket over at se min absolut friske tilstand – og spørger så ind til, hvilken type kræft jeg har – “Bugspytkirtelkræft” siger jeg – “UPS – en kræftform med ikke særlig gode prognoser” var hendes spontane reaktion. Ja, det ved jo jo alt for godt – men alligevel piller den bemærkning ved en lille tårekanal.

Ønsker at alle
… må få en dejlig uge – også selvom forårets skønne ankomst i weekenden – bliver sat på ‘StandBy’

Hop videre til ugens programoversigt

FOTO-UGE-BOGEN:

… morgensol, aftensol og varm forårsstemning.