Uge 17 … Velkommen til verden

… en uge hvor kræften ikke har fyldt noget i mit hoved – overhovedet. Den ligger der bare og forhåbentligt græmmes den hver gang den bliver bombarderet med kemoens giftstoffer og – ja – græmmes så meget at den skrumper for hver kemobehandling, hvilket jeg forhåbentligt får bekræftet efter endnu en kontrolscanning – i morgen.

Velkommen til verden

Det der har fyldt mest i den forgangne uge – er på den private front – og er det stik modsatte af “Uhelbredelig Kræft” nemlig det, at endnu et nyt liv, har – med store åbne øjne – arriveret denne verden – arriveret i vores familie. For knap 2 måneder siden var det min bonusdatter – der bragte os lille skønne Conrad og i lørdags var det mit ældste barnebarn – der berigede os med en skøn og velskabt lille Agnes. Det er stort – så stort – og fylder så meget – at jeg må ud med det – også selvom jeg – bagved kræften – betragter mig selv som et meget privat menneske. Men det er så vildt – jeg er så stolt – kan på ingen måder sætte ord på det – og blandt de millioner af tanker der flyver rundt – så dukker en tanke op – nemlig det at disse nye liv er da med til at skyde min kræftsygdom i sænk – for jeg er da pisket til at skal følge disse skønne nye små mennesker i maaaaange år.

Livet er intet mindre end fantastisk

“Faster, vi skal da ud på en vandre tur sammen, ik?” skriver en af mine skønne nevøer til mig på et tidspunkt. “Det skal vi helt bestemt” og datoen bliver fastlagt – til i går.

22 km. bliver det til – en vandretur der på alle måder er helt fantastisk. Det er dagen, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, hvor rapsmarkerne er tæt på at bliver overtaget af den gule farve og hvor spæde lysegrønne blade er mere end parate til at springe ud.

Og det er dagen, hvor jeg går rundt med mundvigene helt om til ørerne – taknemlig over at en nevø gider bruge en hel søndag på mig – taknemlig over at jeg uden besvær – næææsten – kan gå uden problemer. Ja – ‘Næææsten’ – bare fordi flere steder på ruten er terrænet ret kuperet, så pulsen bliver noget udfordret. Heldigvis må jeg nødvendigvis tage foto på turen – og pudsigt nok, så er det lige præcist på det tidspunkt, hvor jeg liiige skal have vejret igen. “Du kan bare pakke dig sammen, ‘kære’ hr. Kræft, dine levebetingelser har ikke gode kår, og jeg lover dig, jeg stopper ikke” tænker jeg, igen igen.

På jobbet nærmer jeg mig afslutningen på klipningen af et meget spændende portræt af Danmarks Handskedronning.

Torsdag var jeg på research i Thy – hvor endnu et tv-portræt er under opsejling – et portræt af en ukendt afdød kunstners eventyrlige fabelverden.

På vejen hjem derfra – fik jeg mulighed for at være med til at tage imod et barnebarn – som netop kom hjem den dag, efter at have været på en 3 måneders rejse rundt i Australien – som alene pige. Endnu en begivenhed der får mig til at være pave stolt. OG – et tredje barnebarn har – også i den forgangne uge – opnået sin drøm om egen lejlighed. Det hele er da – uden overdrivelse – så vildt og ikke mindst, livsbekræftende.

Må alle få den skønneste uge – gå ud og nyd solen – nyd livet – nyd hvert et sekund.

Gå til: Programplan for denne uge