Uge 19 … Et vandfald af tårer …

Sidder i kirken – mærker højtiden – den glade stemning – forældres stolthed – som ikke lader sig skjule – over netop deres lille purk, en purk som ‘pludselig’ går fra barn til ung – alt dette rører mig – meget. Og jeg mærker at jeg virkelig må tage mig sammen – så tårerne ikke bare vælter ud. Søger efter noget der kan kan få tankerne sendt ud i det blå og får så øje på det meget smukke alterbillede – et glasmaleri, Livets landskab, malet af en færøsk billedkunstner Tróndur Patursson. Bider også mærke i blomsterdekorationerne, der hænger rundt om i kirken – de er ikke bare smukke, men også kreative arrangeret.

Tårerne triller

Kirken er fyldt. Det er konfirmations lørdag – ja du læste rigtigt – det er lørdag – times changes. Orglet lyder og glade konfirmander kommer smilenede ind – måske et smil der også er en smule påvirket af en dyb koncentration. De kommer i en lang række – nu triller mine første tårer – og alle ved præcis, hvor de skal sætte sig. En ung pige bryder ud i sang – efterfulgt af et kor – flere tårer triller – før det egentlige præludium – smukt og overraskende. Senere var det præstens prædiken/tale – en prædiken som var en nærværende og nutidig – der påvirkede tårekanalerne. Han havde bl.a. spurgt konfirmanderne om deres ønsker for fremtiden, og blandt de mange stærke svar – han læste op – var der ønsker om at de kræftsyge kunne helbredes – DET udløste mit vandfald – tårevandfaldet. At unge mennesker – har det med i deres ønsker – det rører mig – helt vildt meget.

Tænker tanker i en lind strøm

Jeg ved godt jeg altid har haft let til tårer – når noget går ind og rører mig – bevæger mig – og det er der faktisk ret meget der gør – men tænker at min kræftsygdom påvirker disse tårekanaler endnu mere. Samtidig med tårerne, flyver tanker også rundt og rundt – og det er tanker som – at jeg ikke kan holde ud at tænke på at jeg engang, ikke skal være med til disse smukke familie stunder, at vi ikke sammen får disse fælles minder, og og og … Ja – jeg ved godt at ingen af os ved, hvornår vi skal dø – heldigvis – men når du har fået diagnosen “Uhelbredelig kræft” – så er det det alligevel som om døden kommer tættere på. Også selvom jeg drømmer om, håber og tror på – at kunne være her – være sammen med mine nærmeste – se og følge dem i deres liv – i rigtig mange år endnu. Det er mit allerhøjeste ønske.

Ingen sort kælder

Heldigvis kan jeg tilføje, at alle disse tanker ikke udløser en ‘kældertur’ – men derimod en dyb taknemlighed over livet, med alt hvad det har bragt – og – vil bringe i fremtiden.

Svar på scanningen

Knapt så rørende var det så lige i dag – mandag – hvor jeg går gennem svingdøren til afdeling C på Skejby. Jeg skal ind og have svaret på scanningen som blev taget for 12 dage siden. Selvom ventetiden har været lang – så har jeg dog ikke brugt den på at gå og tænke på hvad mon svaret ville blive – det har jeg simpelthen haft alt for travlt til. Det er rent faktisk først gennem denne dør at pulsen alligevel rører lidt på sig – og da jeg så får mit ventenummer – T511 – og det er et ulige nummer – og jeg har jo noget med de der ulige tal – ja så stiger pulsen yderligere. Heldigvis deltager min ældste datter og det får mig til at slappe af. Vi bliver kaldt ind og igen er det en ung sød læge der byder os velkommen med et smil. “Det ser rigtigt fint ud” starter hun med at sige “der er ingen ændringer i forhold til sidste gang, dvs at dine tumorer hverken er vokset eller skrumpet og det er supergodt” og fortsætter “Vi er meget tilfredse”. Hun fortæller at jeg allerede har klaret kemoen længere end de fleste – altså dem der har samme diagnose som min – “Så vi fortsætter med samme mængde” – altså den nye nedsatte mængde. Hvad det så vil betyde for næste scannings resultat – kan hun naturligvis ikke sige noget som helst om.

Svaret er fint

Jeg tænker at svaret er fint – men det havde dog unægtelig været federe, hvis tumorerne havde fastsat med at skrumpe – men hvis bare de kan holde sig der – så er det bestemt også OK – jeg mærker dem jo ikke – det er kun kemoens bivirkninger der mærkes ganske lidt og bliver det ikke værre – jamen så er det overhovedet ikke noget problem.

TAK – fra hjertet

Må slutte denne uges indlæg med – igen igen – at takke alle for de overordentligt mange positive reaktioner jeg får på indlæggene. Og det er såvel fra mennesker i min vennekreds – som helt ukendte mennesker. Hver og en lille hilsen bliver modtaget med største taknemlighed.

Må alle få en vidunderlig uge – og forhåbentligt lidt mere af den sommer vi fik fornemmelsen af – sidste uge