Uge 20 … Refleksioner …

… i en ellers helt stille uge – hvorfra der egentligt ikke er noget at berette. Canceren og kemobehandlingerne – ja de er der, men gør heldigvis ikke noget væsen af sig, så det er rent faktisk – og heldigvis – let at glemme, at jeg går rundt med denne fucking sygdom.

Kemoweekend nr 17

Ugen sluttede med min kemoweekend nr 17. Denne gang – synes jeg – at jeg kan mærke at den nedsatte mængde kemo – gør en forskel. Mine bivirkninger er knap så slemme, jeg kan f.eks spise en is, og drikke koldt vand uden følelsen af at det er nåle jeg får gennem halsen. Det er jo godt nok, men, men, men – så kan jeg ikke lade være med at tænke på konsekvenserne. Den kræft – bugspytkirtelkræft – som lægerne har diagnosticeret mig med – er en kræft der ikke kan helbredes – endnu da – for heldigvis forskes, udvikles og eksperimenteres der med nye behandlingsformer uafbrudt – det er en kræftform som sammen med leverkræft – er den mest dødelige. Jo, det er da vildt skræmmende at tænke på, men det er altså sådan det er.

Ingen kan spå

Som jeg skrev i sidste indlæg – så har kemoen efter at de første 3 kontrolscanninger reduceret størrelsen på kræftcellerne fra 41 til 16 og ved sidste scanning er størrelsen stadig 16. Altså stilstand. Ved min kemobehandling i fredags, talte jeg en del med sygeplejersken om kræften fremover kan holdes i ro – og det er der stadig ikke nogen der kan udtale sig om – men i mit tilfælde ser det lovende ud – blandt andet pga min fysik – også selvom tumorerne både kan vokse og skrumpe igen – i al fremtid. “Godt så” – tænker jeg – for det betyder at disse erfaringsmæssige oplysninger, som læger og sygeplejersker kommer med – gør – at jeg allerede nu er forberedt på en evt. stigning ved næste scanning – i slutningen af juni. Jeg tror dog mest på stilstand.

Humøret ER oppe

“Hvordan kan du klare at holde humøret oppe?” – er der mange der spørger mig om. “Jamen … “

… hov hov, nu tager jeg mig selv i at skrive ‘jamen’ – et udtryk som rigtig mange starter et svar med, måske for at vinde tid på at finde det rigtige svar? Tit har jeg tænkt på at jeg skulle prøve at klippe alle de mange jamen’er fra og så klippe dem sammen til et lille program – det ku’ være underholdende.

… men tilbage til mit svar, som altså også starter med ordet ‘jamen’ – og det gør det fordi jeg synes ikke ‘jeg holder humøret oppe’ – “Det ER oppe” og når jeg nu siger, at alt andet ville være spild af tid – så mener jeg det virkeligt. Og det gør jeg netop fordi: “Det jeg ikke kan ændre på, det må jeg bare acceptere.” Og det kan jeg heldigvis.