Elsker at vandre – ja, okay – det er ikke nyt. Men det nye for mig er at jeg opdager flere og flere fordele ved det at vandre – blandt andet så får vinden øjnene til at løbe i vand – det er godt nok møgirriterende – men til gengæld kamouflerer det, når det er en tåre, der stille baner sig vej. Og det sker – altså at det er tårer. Og det kan der være mange grunde til:

“Håber du snyder alle …

På min fødselsdag – hvor jeg for første gang i mit liv – glædede mig over at blive et år ældre – væltede det ind – med Mail, Messenger, Sms og telefonopkald – i en mængde som jeg ikke tidligere har oplevet. Og det var alle med lykønskninger og varmende ord – ord som røg direkte ind i og satte gang i tårekanalen. “Håber du snyder alle sammen” var der en tidligere nabo der skrev – og ja – det har jeg bestemt i sinde at gøre. Og det er bare et eksempel af de mange mange varmende hilsener jeg fik.

“Lykke tårer …

Selvom det var en helt almindelig arbejdsdag – så kom der alligevel et lille kort besøg af min gamle mor (92år) – naboer kom med blomster og den dejligste abrikosgrød – og også gartneren dukkede op med den fineste buket. Tårer behøver altså ikke altid at betyde – at være ked – tværtimod – for mig er det faktisk mest, når jeg føler mig allermest glad og taknemlig.

Søndag fejrede vi min fødselsdag – en dag hvor solen kom frem midt på eftermiddagen. Det blev den mest afslappende og herlige dag – med besøg af familien – og hvor alle tog over i køkkenet og satte gang i grillen – og da vi senere gik ned til Sct.Hans bålet – ved Studstrup Strand – ja så trillede der igen igen – en lille diskret tåre – en tåre over at vi alle får sådan en smuk og skøn dag – sammen.

“Træt som ind i …

Jeg HADER – når min krop fortæller mig at jeg er træt – og når jeg så ikke rigtigt vil lytte, ja så fylder den bly i mine lemmer – så meget – så bare det at løfte armen, kræver en kraftanstrengelse. OG det er det der sker – når jeg kommer hjem fra Skejby – efter at have fået kemobehandlingen, som jeg fik igen for 20. gang i fredags – så kan jeg ligesågodt overgive mig og tage en lur. Det gør jeg så. Fordelen ved sådan en dag – er at jeg så har dobbelt så megen energi dagen efter – og det elsker jeg til gengæld.

“Kontrolscanning …

Ugen har også været præget af at jeg mandag – i går – skulle til scanning. Tankerne omkring det har også udløst en lille tåre – ikke for selve scanningen – men for resultatet. Hvordan vil jeg håndtere – hvis mine kræftknuder er vokset denne gang? Den livsforlængende kemo – jeg får hver 14. dag – har fået dem til at skrumpe – ved sidste scanningen var de dog uændrede – hvordan ser det så ud denne gang? Ja det ved jeg først om en uge.

Vi høres ved næste mandag …

– og som altid, finder du programoversigten efter foto-uge-bogen eller her på dette link

FOTO-UGE-BOGEN

Firkløverets uge – kunne man fristes til at kalde ugen – ihvertfald dukkede adskillige op på mine vandreture 🍀 men også en uge med tv-optagelser – klipning af igangværende programmer og ikke mindst planlægning af nogle af efterårets produktioner

Programoversigt uge 26

0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.