Uge 29 … Ferie mood …

Miniferie hjemme i Danmark – ja i Danmark, fordi det er jeg mere eller mindre tvunget til – da det kan være svært at få forsikringsselskaberne til at tegne rejseforsikring pga kræftdiagnosen – ja, så må jeg alligevel indrømme at det kan bestemt noget – det, at feriere hjemme. Havde det været før diagnosen, var jeg nok den første til at bestille en rejse ned til varmen og ikke mindst til tørvejr. Men jeg må jeg indrømme at ferie hjemme – også i regnvejr – og også med diagnosen i bagagen – det kan altså noget. Bare det at se nogle andre “vægge” – at se noget andet – at være sammen med familien – der alle er i ferie mood – det er energigivende – det er ferie – i ordets forstand – fra hverdagens tankemylder om sygdommen – også selvom jeg ved at kræften ikke holder ferie, men er med mig uanset, hvor jeg er. Det er heldigvis nemt ikke at give den opmærksomhed – fordi det føles faktisk som er den alligevel også taget på ferie.

Vorupør i Thy

Og når det så drejer sig om ferie i Thy – i Vorupør – så kan jeg bestemt godt forstå, at det – efterhånden, som folk har fået øje for det – er blevet et populært område …

… det er ren afslapning, uden tanke for andet – det er vandreture på den lange brede rene hvide sandstrand – i den smukkeste solnedgang – ja ja – jeg ved det godt, men superlativerne er simpelthen nødvendige for at kunne udtrykke hvor sygt smukt det er – og ikke mindst med de mest fantastiske skyformationer. Her er det en Mammatus sky.

Regnwalk …

Selv dagsregnen – som kom dagen efter – og hvor det regnede med noget der lignede skomagerdrenge – er slet ikke nær så slem, som jeg ellers ville tænke det er, når jeg kigger ud ad vinduet – men tværtimod forfriskende og – det siger jeg – jeg som i bund og grund hader regnvejr. Men en regndans – regnwalk – med vådt hår (våd paryk) er måske ikke det smukkeste syn – men hold da op, hvor er det livsbekræftende – ikke et sekund har jeg tænkt på kræften.

Hjemme igen …

Og i denne uge – hvor kemobivirkninger er på det laveste – skal dagene bare nydes – inden næste kemobehandling på fredag. De første små tomater er højtideligt nydt – og som det ser ud nu, er mange flere på vej – men tror ‘driveren’ ville blive glad for lidt sol, lidt varme.

Og – så har jeg den tvivlsomme fornøjelse at være på snegle jagt – med en saks – hver morgen og aften. Hold så da op, hvor har vi mange – og jeg synes ikke rigtigt jeg har lyst til at dele squashplanterne med dem. Og det er NU de skal elimineres, da de om kort tid lægger æg til næste sæson – og de kan lægge op til 400 æg pr. snegl. NEJ TAK siger jeg bare.