Uge 34 … Klinik C på Skejby

… Coverfoto – tv-optagelser i haven ved kunstneren Hans Krull.

Kemoafdelingen – på Skejby – et helt specielt sted, med en helt speciel atmosfære. Det er et rum – nej, flere rum – som påvirker både krop, sjæl og sind – rum hvor alle sanser sidder helt løst uden på tøjet. Her er plads til alle og til alle følelser. Stemningen er kærlig, varm og omsorgsfuld. Her bliver strikket, læst, grinet, grædt og ikke mindst snakket – alt imens de mange individuelle giftige kemostoffer – løber ind i os – med det ene formål at nedbryde de kræftceller som er opstået et eller andet sted i kroppen og ofte af uforklarlige årsager. Mon ikke langt de fleste af os – på klinik C – håber på at det vil forlænge vores liv – det liv – som vil stoppe for os alle – uden undtagelser – men med en kræftdiagnose, kommer afslutningen måske tættere på – og derfor bliver det liv – livet – vigtigere og vigtigere.

En flutes kommer gående

TV2 udtrykker det skarpt og tydeligt i den gamle sang fra 1988 “Kys det nu … grib det, fang det, før det er forbi …” Den tekst – budskabet i den tekst – kommer jeg til at lytte til en tidlig morgen på en lille gåtur midt i Aarhus C – en morgen, hvor solen allerede sender sine varme stråler ned til os, ned til butiksejeren, der stiller varer frem på gaden, samtidigt med at han kigger rundt og smiler, og ned til kvinden der nyder en duftende cafe latte ved det lille cafébord og ned til mig – og jeg smiler og mindes den morgen – hvor datteren slår øjnene op midt i Paris – efter lang køretur – og søvndrukkent siger “Hov der kommer en flutes gående” en flutes der næsten har samme størrelse som den franske kvinde – og jeg nyder dagen der lige er begyndt og jeg nyder tankerne om dagen i går, hvor vi var sammen med verdens dejligste familie – og jeg vil nyde dagen i morgen og i overmorgen og dagen derefter – og den kommende weekend, hvor vi får besøg af bonusdatter og ja – jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at leve livet – nyde livet – hver eneste dag – resten af livet.

Min egen berøringsangst

Tilbage til Klinik C – hvor jeg vil sige at generelt er her en overraskende god og afslappet stemning – kun få gange har jeg oplevet at en har det svært. Og det gør jeg så denne gang. Og det gør ondt. En kvinde – noget yngre – men i samme båd som mig – har det meget dårligt. Og det påvirker. Jeg får virkelig ondt af hende, og ville ønske jeg kan gøre noget. Og alligevel gør jeg ingenting. På vejen hjem banker jeg mig selv i hovedet – hvorfor gjorde – sagde – jeg ikke noget – det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg ved at vi lærer hele livet – og her er ihvertfald noget – berøringsangsten, blandt meget andet – jeg skal have lært.

Tandlægens optimisme

Jeg må nødvendigvis indrømme at den oplevelse får mig også til at føle mig heldig – heldig over at jeg tåler det her p.., at jeg er fuldstændig frisk – uden nogen som helst antydning af smerter – og over at denne uges sygeplejerske fortæller at hun er imponeret – at hun ikke tidligere har oplevet at nogen har kunnet klare – den form for kemo – så længe. OG – over mit halvårlige besøg ved tandlægen forleden dag. Han kender nemlig min diagnose – så jeg ved ikke helt hvad han forventede – men – da han tog imod mig i venteværelset, udbrød han “Hold k… hvor ser du godt ud” – og – da han senere ‘lapper’ en tand og siger “Både du og jeg ved at det er en nødløsning, så når du kommer og siger at du er fuldstændig rask – så piller vi tanden ud og laver en flot stifttand” Den optimisme og tro på fremtiden – den kan jeg da bestemt godt bruge.

Mågekysset og manden bag

På sommerens smukkeste solskinsdag startede min uge med et Mågekys – eller ihvertfald med optagelser ved og med Hans Krull i Lystrup – kunstneren, manden, bag Mågekysset. (Coverfotoet) Et tv-program – som jeg lige nu arbejder på at klippe sammen – ved siden af at der hele tiden arbejdes på at klippe historien – om byggeriet af Danmarks højeste bygning – sammen.