Uge 39 … Kemo – investering i livet

Ugens Coverfoto
– mangler vist kun kronhjorten …

Jeg øver mig i
… at få kemodagene til at være en helt naturlig og nødvendig del af hverdagen – og jeg føler – at jo mere afslappet holdning jeg har til kemoen – jo mindre føles bivirkningerne. Sådan har det været denne gang og sådan skal det være fremover.

Trætheden er begrænset
… til første dagen, kvalmen kan drikkes væk med en Cola og blænerne i munden føler jeg faktisk også er både mindre og færre – eller måske har jeg bare vænnet mig til dem – men uanset hvad, så kan jeg bedre og bedre håndtere disse dage.

Også selvom
… at – når jeg møder ind på Skejby – hver anden uge i nu over et år – så er det langt fra det bedste jeg ved – og jeg skal tage mig selv i ikke at tænke “Årrrhhhh nej, jeg orker det ikke“. Men ikke desto mindre – og heldigvis – så møder jeg næsten hver gang nye spændende mennesker – mennesker som jeg på en eller anden måde kan spejle mig i. Vi har alle – en fællesnævner – nemlig den at kræften er i vores krop, et eller andet sted og på et eller andet stadie. På trods af det – må jeg sige at alle bidrager til at stemningen er hyggelig og afslappet og de små 4 timer jeg sidder i kemostolen – forsvinder hurtigt.

Jeg tænker også
… på kemoterapien som en investering – altså en investering i mit liv – på lige fod med alle andre former for investeringer – forstået på den måde at for hver kemo behandling jeg modtager – forlænges mit liv tilsvarende. Jeg tænker også at det, at jeg er meget aktiv – på job – hjemme og ikke mindst på mine daglige vandreture – også er en investering jeg kan sætte ind på den konto.

OG – så må jeg sige
… at – jeg har det fantastisk og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at alle de mange mennesker jeg er omgivet af hver dag – privat og på job – bidrager til at jeg netop kan sige sådan. Eksempelvis ringer det på døren forleden aften – en nabo står med 3 stykker marcipan. Det er en kombination af “Det handler ik’ kun om dig …” indlægget og det seneste, hvor den unge ‘365 medarbejder’ kommer løbende efter mig med det stykke marcipan jeg havde glemt ved kasselinjen – der har fået naboen til at tænke at jeg skulle ihvertfald have marcipanbrød – en måde at udtrykke omsorg på. Mon ikke alle forstår mig – når jeg siger at det lander et rigtigt godt sted og går direkte ind i hjertekulen.

Med taknemlighed
– og et stort og ydmygt TAK
ønsker jeg alle en skøn uge

Ugens programoversigt

FOTO-UGE-BOGEN