Uge 42 … Kemoblister i munden

Det tog tid – det tog mega lang tid – at komme gennem forkølelsen, gennem vaccinen og kemoens barske bivirkninger. OG – ja – det tog så lang tid, at jeg nåede at få mig selv proppet ned i et stort sort hul, sådan et hul, hvor der ikke er langt til tårer og en masse – en forfærdelig masse – selvmedlidenhed. Jeg ved godt at det kan jeg ikke bruge til noget som helst – tværtimod – er det med til at gøre det hele lidt mere surt. Heldigvis ligger det der ‘overlevelsesinstinkt’ også i mig. Det får mig til at flyde ovenpå igen – præcist som en korkprop – og det er jeg mega taknemlig for. Det at være trist og ked er nemlig umådeligt kedeligt, opslidende og det skader meget mere end det gavner og så er det – ikke mindst – træls for omgivelserne.

Noget af det der har været slemt denne gang – er blisterne i munden. Hvor jeg – de øvrige gange – har kunnet nøjes med et par stykker, må jeg sige at denne gang har munden nærmest været helt fyldt. Hold så da op, hvor er det svært at spise, når man ikke kan undgå at maden rammer disse enorm følsomme blister. Jeg krydser fingre for at det også skyldes, såvel forkølelsen som vaccinen – altså at det ikke alene er kemoen.

Oveni – så har jeg kun været ude at gå 3 gange i løbet af ugen – og det er IKKE godt. Det er ikke godt fordi mine walk – mine slow walk – er ikke bare det at gå en tur, men det er en måde at modarbejde det racerløb der kører for fuld skrue på øverste etage – og jeg skal lige hilse og sige at den har stået på 24/7 ræs – men – vinden, luften, duften af naturen – kan sætte ræs’et på pause – sådan at der bliver plads til – at stort og småt – får et helt andet, større og bredere perspektiv.

Nyd efterårsferien – nyd livet.

Ugens programoversigt