Øv – en lorte uge. En uge der officielt var i cancerens tegn og en uge hvor netop canceren i min krop eller i hvert fald bivirkningerne af min 3. kemo behandling satte sine spor.
Da jeg startede på kemobehandling, modtog jeg flere A4- sider, med en oversigt over de mange bivirkninger, der kunne følge med kemoen. Jeg tænkte bare, at det måtte være en del af prisen for – i bedste fald – at kunne bremse canceren i at nedbryde min krop. Og det mener jeg stadig – men alligevel må jeg indrømme at efterhånden som de tiltager og jeg mærker dem for alvor – så har jeg lyst til at stille mig op – et eller andet mega højt sted og råbe så højt jeg kan: F U C K – #fuckcancer
Jeg skrev sidste uge om hvordan kuldefølsomhed over for alt koldt var en af bivirkningerne og det var det første jeg oplevede. Det betød, at alle kolde drikke var som at hælde stikkende nåle gennem halsen, virkeligt ubehageligt – men det stod kun på i et par dage. En anden af bivirkningerne kunne være diarre – og jo tak – det måtte jeg også igennem. Det betød mavekramper på det mest ubelejlige tidspunkt – ikke fordi jeg tror det nogensinde er belejligt – men jeg betragter det dog som værre når der ikke lige er et toilet i nærheden. Sådan har det været for mig i denne uge. Jeg var ude i marken på tv-optagelser tirsdag i KBH og onsdag i Aarhus, og jeg må lige hilse og sige – det var ikke sjovt – vil dog skåne jer for detaljer. Det mest åndssvage er at havde jeg hørt efter hvad lægen fortalte netop om denne bivirkning – så kunne de mange problemer have været undgået, bare ved at tage et par små piller. Det fandt jeg først ud af lørdag – hvor jeg stadig var hårdt ramt – da min datter – som var med til lægesamtalen – kunne huske at pillerne skulle allerede tages efter 24 timer med diarre. Altså en lærestreg til mig om at blive bedre til at høre efter.
Men ud over de fysiske problemer – så gjorde den oplevelse bestemt også for alvor noget ved mig psykisk. Det gik virkelig op for mig at hvor er det dog nemt at have ondt af sig selv – og jeg ved at det kan man altså ikke bruge til en ‘dyt’ – ja, faktisk tror jeg mange vil give mig ret i at ens mood kun bliver værre af det. Men – ikke desto mindre så må jeg sige at den selvmedlidenhed har min uge været præget af. Det har ikke været det, der ikke fik mig til at føle at jeg er den eneste i verden der har det øv – den eneste der pludselig bare taber mig og ikke bare kan spise mig til en vægtøgning – alt hvad jeg propper i munden, stikker og prikker, fordi den fucking kemo får hele mundhulen til at føles som noget der kunne minde om et vaskebræt, ru og følsom over for alt og mundhulen er total tør. Ja – det er en tredje af bivirkningerne.
Og når alt det brok så har forladt mig, så må jeg også sige at det også har været en uge med ret mange fantastiske positive oplevelser. Fx så skrev en af mine virtuelle walk venner til mig:
Du skriver fantastisk godt og hudløst ærligt… wow -tager sgu hatten af for dig… Ja ord og sætninger sætter tankespind igang… Så sent som idag, så blev der sagt go bedring til mig, da jeg har fået et lænde hold – kom sådan til at tænke på dig…. Ja mit lænde hold kommer jeg over og go bedring er på sin plads i den henseende – men hvad siger man til en der har fået det lod som du har – uhelbredelig kræft… så lyder god bedring lidt hult i mine øre…. men jeg står jo udefra og kender ikke den følelse.. Men jeg håber af hele mit hjerte at dine kemokure bliver så blide som muligt…så du kan nyde dine kære i din hverdag lang tid fremover… Tak for dine skriv, det giver mig meget 🥰 Walk kram til dig
Jeg er dybt taknemmelig for dette skriv og for alle de mange mange andre jeg løbende modtager. Og så er det iøvrigt med til at reducere den berøringsangst der ofte er forbundet med noget der er svært og som jeg bestemt også oplever. Jeg forstår det godt, for hvad siger man, hvordan reagerer man osv.? Og derfor forsøger jeg også at sætte ord på mit forløb gennem dette medie. Jeg ønsker at fortælle at selv om vi er nogen der har fået denne rigtig trælse diagnose – så er der stadig et liv der skal leves og en hverdag der gerne skulle kunne være som almindelig som muligt og jeg tror at det sker nemmest når vi alle bare er som vi plejer at være.
“Har du lyst til at snakke?” var der en af mine gamle kollegaer fra starten af 90’erne – der spurgte mig om – da vi mødtes i fredags til en reception. En reception der var en fejring af en af vores unge fotografer, som nu har fået svendebrev på sin kunnen. Og lige der – blandt et hav af andre mennesker – måtte jeg sige nej. Jeg kunne igen mærke at den omsorg spørgsmålet blev stillet med – ville udløse et større tåre hav – alene det kram jeg fik – var nok til at øjnene blev blanke.
Og sådan er mit mood lige nu – mere omskifteligt end det danske vejr – og ligesom vi ikke kan ændre på vejret – er jeg tilsyneladende heller ikke i stand til at ændre på mit mood. Så nu ser jeg bare frem til nogle dage, hvor alt vil være rimeligt normalt, inden jeg skal have min 4. kemo på fredag – og når jeg kigger ud af vinduet lige nu – så skinner solen.
Ønsker at alle må få en solskins uge, selvom vejrguderne melder regn.
FOTO-UGE-BOGEN
… fra den forgangne uge, som var en uge der startede med planlægning af 2 optagelsesdage og sluttede med et par glimt gennem bilruden af barnebarns fodboldkamp i silende regn og en tur gennem Rold Skov som lige nu er fyldt med de smukkeste farver.
0 Kommentarer