Uge 45 … Her har jeg hjemme

I en tid – hvor, selv os, der måske har levet godt og trygt i en hermetisk lukket glasbobbel – må få øjnene op for en verden under voldsomme forandringer – forandringer, som vi bliver nødt til at tage alvorlig. Klimaet ændrer sig hastigt – mere vand med dødsofre til følge, teknologi, der overtager mange af vores opgaver og ikke mindst, flere og flere mennesker der mistrives.

Tidligere, har vi måske bare skubbet problemerne foran os – “Det sker alligevel ikke i vores tid” – “Det er ikke noget der kommer til at gå ud over mig” – ja – det kunne meget vel være nogle af tankerne – hvis vi i det hele taget har tænkt, men – åbner vi øjnene – og ikke bare nøjes med at høre/se alarmklokkerne i medierne, så er forandringen synlig for os alle. Vi ser det i naturen, vi ser det når vi betragter folk i det offentlige rum, ser folk være mere opslugt af mobilen – end af sidepersonen – og vi ser flere og flere der ikke trives.

Denne weekend blev jeg inviteret – af mine 2 døtre – på en tur til min fødeø, Fanø. En vidunderlig weekend der satte gang i mange tanker. Blandet andet, så bliver ‘Min’ Ø – mellem 1 og 2 meter større år for år og nye klitrækker kommer til – en forandring som kan ses – en forandring, hvor jeg for alvor får ‘wake-up-call’? Lidt senere står vi på nordspidsen af Fanø – og vandrer rundt i fortiden. Her ses nemlig resterne af et stort bunkeranlæg – et stykke historie – der kun er godt 80 gammel, altså kun et menneskeliv siden.

Senere står vi ved min fars grav – og her, nærmest eksploderer mit indre i et voldsomt tårehav. Det er såvel over forandringerne i vores verden – som over savnet af ham og ikke mindst – angsten for mine egne forandringer – min sygdom – uhelbredelig kræft – den sygdom, som også tog ham. Og jeg tænker – hvor lang tid bliver jeg tildelt?

Samtidig tænker jeg, at jeg er mega priviligeret, at jeg får tid – tid til at være i denne foranderlige verden – tid til at være tæt på mine – tid til at fortælle min historie – OG – når så tiden kommer – så ved jeg at jeg har levet det liv, som jeg har valgt og jeg har gjort mit bedste over for alt og alle – OG – jeg ved – at på denne meget smukke kirkegård – Vestre Kirkegård på Fanø – en kirkegård der rummer ro og fred – midt i den sandede natur – naturen, som jeg elsker – her har jeg hjemme – men altså først, når tid kommer 🙂