”Dine kræftknuder er reduceret til næsten det halve” siger lægen storsmilende. Den sætning og hendes omsorgsfulde øjne, får mig til at bryde ud i noget der ligner et de mange skybrud vi desværre kender alt for godt – ja faktisk kan jeg slet ikke beskrive hvor lettet, glad og taknemlig jeg er. En million glade tanker, strømmer igennem hovedet – jeg er næsten allerede på vej på den Camino tur, jeg for bare 3 måneder siden ikke troede ville blive muligt at realisere og alle disse irriterende bivirkninger der følger med kemoen, er helt og aldeles uvæsentlige, for det nytter altså noget – og og og – inden jeg opfatter at lægen fortsætter “… at knuderne nu er reduceret til næsten det halve, betyder også at vi kan se flere som vi ikke har kunnet se ved tidligere scanninger, bl.a. en på rygsøjlen.” Aaarrrhhh – tænker jeg, men er stadig så høj over det vildt fede resultat – at det først er et stykke tid efter samtalen, at det går op for mig hvad hun siger. Jeg får derfor ikke spurgt ind til, hvad det så betyder.
Efterhånden som dagen skrider frem begynder det at nage mig mere og mere. Føler det ligesom er en torn i glæden, en torn som jeg ikke rigtigt kan fjerne. Det bliver en nat, hvor jeg sover rigtig mange gange.
Næste morgen er det så afsted til min 5. Kemo behandling og jeg er klar – ja – men natten har ikke fjernet tornen, derimod udstyret mig med kæmpe store poser under øjnene.
“Sikke da et flot resultat, scanningen har vist” siger sygeplejersken på kemoafdelingen, da jeg ankommer. Og ja det har hun jo ret i, men jeg fortæller hende også om tornen der har naget mig. Hun finder straks journalen frem og forklarer det så jeg kan forstå det. Altså – at uanset om den har været der eller ej, så er den jo lige som alle de øvrige knuder også reduceret. Hun viser mig nogle tal, der siger at da jeg startede på behandlingen, var mit sammenlagte gennemsnits cancer tal på 41 – det tal er reduceret til 26. Og det betyder altså at al cancer i kroppen er reduceret – også dem der ikke tidligere kunne ses.
Hun fjernede tornen. Jeg er glad – og igen er min læring at lytte efter, være tilstede og stille spørgsmål, så helt unødvendige tankemylder ikke opstår.
Mandag … skulle jeg hente min paryk – men nej. Fordi jeg trods alt stadig har hår på hovedet så vil den ikke sidde fast og jeg er ikke klar til at sætte trimmeren i de sidste ‘7 hår’. Aftalen blev at den kunne ligge til den dag det sker – hvis det sker. En fantastisk service.
“Hvad er det?” spørger jeg, da jeg kommer op til mit bord i redigeringsrummet. Der ligger en lille pakke til mig fra Charlotte, Camilla og Tiff. Jeg undrer mig og ved ikke rigtigt om jeg tør åbne. Camilla og Tiff sidder og smågriner og ryster på skuldrene, “Vi ved ingenting” griner de, påtaget uskyldig. Men min nysgerrighed får mig til at åbne pakken – et par trådløse høredimser …
… det er vores unge fotograf, Charlotte, der havde fået idéen, efter at have læst om mine kemo-natte-problemer med ledningerne fra kemopumpen og de ikke trådløse EarPods der viklede sig ind i hinanden. Igen igen igen må jeg sige – jeg er dybt rørt.
… og det fortsætter. Lørdag formiddag kommer datter og 2 børnebørn på besøg, med medbragt brød og pålæg. Det er guld – JA -ligesom besøget fra Frederikshavn om eftermiddagen – af venner som har medbragt kaffe kurv, med hjemmebagte boller, æblekage og kaffe – vi skulle bare sætte os tl bordet. OG – ikke nok med det – så var deres buket blomster – dybfrosne hjemmelavede middagsretter, desserter og kage. Det er da helt vildt – og vidunderligt. For jeg må indrømme at der er dage hvor kemoen gør min ellers hyperaktive korpus mere træt end ellers, og så er det da vildt fedt bare at gå i fryseren, sætte hjemmelavet mad i mikroen – og værsgo.
Søndag – efter at jeg slipper fri for min kemopumpe-weekend-ven – er vi på tur til datter i Skørping – og igen sætter vi os bare til et skønt frokostbord – og slutter med en lille walk i skønne Rold skov. Vi er hjemme hen på aftenen. På bordet – udenfor vores dør – ligger en pose med 4 hjemmebagte boller og en bøtte med æblemos.
LIVET er vidunderligt 🙂
Det blev også ugen hvor jeg blev færdig med julemærkefilmen, en sød lille film om kunstneren bag julemærket, der tager os med ud i juleskoven.
Se traileren her: “Julemærket 2023 … rykker ud i naturen”
FOTO-UGE-BOGEN fra den forgangne uge
… det kniber lidt med gåturene – men jeg er alligevel nået til nr 310 og mangler derved kun 50 for at nå op på 360 gåture i 2023 – og det har jeg 40 dage til 🙂
0 Kommentarer