Uge 48 … kemo = ingen smagsløg

… en uge, hvor jeg total glemmer at jeg har kræft.

Jeg mærker intet – er fuldstændig frisk, som altid og har masser af energi. OK – måske en smule – kun en smule – mere træt om aftenen. Så jeg må helt ærligt sige, at det eneste der fortæller mig at jeg har kræft er at jeg får kemo. På forhånd sagde folk til mig at det bliver hårdt og det er barskt at få kemo og der følger mange bivirkninger med, og – og – og …
OG – jo – det er det da nok også hårdt, men mine bivirkninger er små, og som jeg tidligere har nævnt, så er det primært i munden – og de er da naturligvis også ret trælse – altså bare for at bruge et rigtigt kedeligt og alt for meget brugt – ord – fordi – al mad jeg propper i munden – svier og alt hvad jeg spiser smager noget i retning af jern. Det er bestemt ingen fornøjelse at spise. Så det er ØV – ja – men omvendt så tænker jeg, “Det er ikke noget jeg dør af, så det er bare en ny tid med nye spisevaner/oplevelser.”

Ligesom jeg heller ikke dør af at mit hår stadig bliver tyndere. Efterhånden er der flere bare pletter – men – jeg er altså endnu ikke klar til at fjerne det sidste og tænke i paryk – eller for den sags skyld hat/tørklæde. Tænker bare at sådan er mit hår så nu – og det lever jeg videre med – i bedste velgående.

… at jeg glemmer at jeg har kræft, er også fordi min mand nu også har fået konstateret kræft, Lymfekræft. Man skulle næsten tro at kræft er en sygdom der smitter, men NEJ – det er det ikke. Vi kender endnu ikke en behandlingsplan – og hvor slemt det er. Men øv øv øv er det bestemt. Det var ikke lige det nogen af os havde brug for.

Ugen slutter med den herligste weekend – sammen med min døtre – ved et besøg hos min søster og hendes mand i Sverrige – en weekend …

… fyldt med nærvær, kærlighed, gåture og ikke mindst masser af snak – ja så meget, at Sven trak sig tilbage og sad stille og undrede sig over at 4 piger kan snakke uafbrudt og så meget fra tidlig morgen til sen aften – som i øvrigt sluttede med et Vildmarksbad – for de tre. Jeg var en ‘pivgås’

Det var så vildt hyggeligt en weekend at jeg fristes til at sige at min kræftdiagnose har nu også ført noget godt med sig.

Jeg kommer hjem søndag aften, hvor der så på bordet ligger den dejligste lille velkommen-hjem-gave – en gave fra én af Leifs døtre, som havde besøgt ham, mens jeg var væk. Så bliver man da glad i låget 🙂

FOTO-UGE-BOGEN

Tågetragthat (Clitocybe nebularis) … er en hatsvamp, som er en af verdens vigtigste nedbrydere af døde plantedele. Svampen er lys, og hatten er lysegrå på oversiden med ligesom et støvlag. Sporerne er hvide. Det særlige ved svampen er dog at myceliet kan blive så tykt, at det kan ses som hvide tråde med det blotte øje. Flere svampebøger angiver svampen som spiselig, mens andre angiver den som uspiselig. Nogle mennesker reagerer med kraftige allergi-symptomer, herunder diarre og opkastning der for den ukyndige næppe kan skelnes fra forgiftningssymptomer.

Sådan bliver vi modtaget i Afrikahuset

Det er et sandt lille stykke afrikansk paradis i Sverrige. Her kan du få kaffe med Zanzibar-kage, blive inspireret af afrikansk kunsthåndværk, se Svens film om det vilde Afrika og hans sort/hvide fotoudstilling af Big Cats, lytte til foredrag, shoppe i Lindas lille butik og få information om vores guidede safariture til Kenya og Zanzibar.