Jeg ligner lort – efter min 6. behandling på Skejby i fredags – har sovet dårligt, ja faktisk kun et par timer – fortæller min smartwatch mig – det betyder at øjnene er pakket godt ind i et par store vandfyldte balloner og jeg må opgive at lægge noget som helst farve på bryn og vipper. Efter 4 timers kemoindpumpning – var det ikke svundet synderligt meget – men – jeg havde bestilt tid ved Hairpassion i Aarhus – for en snak om en mulig paryk. Mit hår er svundet så meget at hårbåndet ikke vil sidde fast på de 7 hår der er tilbage.
Jeg prøver den ene efter den anden – godt hjulpet på vej af den sødeste indehaver Kirsten. Jeg siger JA til at klippe længden af mit hår – altså ikke kronravet – det føles rigtigt – mest for at undgå at få et chok, når jeg skal op om natten og kommer forbi mit spejl. Vi får tilpasset min nye korthårsparyk – og abracadabra – nu har jeg hår på hovedet. Slutteligt lægger hun en helt diskret sminke på øjnene og ja – dagen blev alligevel god.
Men hvorfor er det skide hår så vigtigt? Jeg skriver jo åbent – og skjuler intet – om det at miste håret, og at det vil ende med paryk. Har det noget med tiden at gøre – en tid hvor der er alt for meget fokus på vores udseende? Jeg kunne jo fx. også have valgt at få reduceret rynkerne, strammet huden op, fyldt botox i læberne, måske lange negle, eller fyldt lidt på her og fjernet noget der – nårhhh ja – min pelikanhals har jeg da tænkt på at få fjernet, når jeg nu skal være helt ærlig – men – nej tak – jeg vil gerne være den jeg er – siger jeg – og mener bestemt at være fri af det ræs.
Men når det kommer til håret – så er det – set i min optik – noget andet. En masse vilde praktiske tanker og spørgsmål, udspiller sig i min “øverste etage” som fx. “Vil den blæse af i stormvejr?” og “Hvad gør jeg når jeg har hat oven på parykken, ryger den så med af?” “Kan man tage et havbad med paryk på?” ikke fordi jeg er speciel badeentusiast – men Who Knows, hvad mit nye jeg kan finde på – og “Når jeg skal ind i et prøverum – ryger den så af ved prøvning af forskelligt tøj?” eller “Et lille barn rykker den af – børn elsker jo at tage fat i håret? – ja jeg kunne blive ved. Men der er naturligvis ikke andet at gøre – end at tage det med et smil, hvis casen skulle opstå. Og det er jeg ret sikker på jeg kan. Det håber jeg ihvertfald.
Det – der har betydning – for mig – når jeg vælger at bære paryk, er – at når jeg er på job, hvor jeg interviewer folk til et tv-program – tror jeg – ja tror, for jeg kan ikke vide det – at hvis jeg valgte et tørklæde eller en hat, så vil de fleste vide at det er pga kemo – og jeg tænker at det ville så måske kunne gå ud over fokus på selve interviewet? Måske er det kun mig og mit hoved der tænker sådan – eller er det stadig lidt tabuagtigt at føle sig tvunget til at vælge paryk? – Ja – det føler jeg det er – men har i sinde at vil være med til at gøre noget ved det.
Håber at når jeg har vænnet mig til følelsen af at gå med noget på hovedet hele tiden – så er det bare helt OK – og nu ikke mere skriv om det hår – det har fyldt alt for meget og det er jo i bund og grund bagateller – det vigtigste er at kemoen – som er årsagen til hårtabet – virker – og det gør den.
Ønsker alle en fantastisk uge
PS – ingen foto af mit nye jeg – endnu. Jeg skal lige lære mig selv at kende 🙂
FOTO-UGE-BOGEN
0 Kommentarer