Uge 52 … tid til eftertanke?

… Jul – tid til eftertanke? Ja – ihvertfald for mig – i år.

Når jeg ser tilbage gennem årene har jeg nok ikke reflekteret særligt meget – for hvorfor skulle jeg det? Det hele kører jo som det plejer, som det skal? Men i år er det unægtelig noooget anderledes – med diagnosen “Uhelbredelig kræft” sætter det alt i et helt andet perspektiv og jeg reflekterer over mangt og meget – lige fra petitesser som sætninger, ord jeg hører – til tanker om ikke at skulle være her mere – engang – laaaangt ude i fremtiden.

Fx. “Hvor er I da godt nok uheldige” … er der mange der siger medfølende til os – nu hvor manden også er ramt af cancer. Må indrømme at den sætning går ind og piller ved noget i mig. Den får mig til at kigge nærmere på, hvad det vil sige at være uheldig.

‘At være Uheldig’ handler om, ikke at have indflydelse på det der sker – og heldigvis er det sådan – at hvor gerne vi end vil – så kan vi ikke kontrollere alt i vores liv – og derfor sker der ting, der er ude af vores hænder og som vi så ikke har mulighed for at ændre på. Og det er jo ganske rigtigt sådan det er – med en kræftdiagnose – for selvom du måske kan have levet på en måde, så kræftcellerne ville have optimale levevilkår, så er det ikke nødvendigvis dig der får diagnosen – eller omvendt, altså hvis du har levet så sund som muligt – er det måske alligevel dig der bliver ramt. Summa summarum – det er ikke noget vi kan ændre på. Vi har ingen indflydelse. Men – hvordan vi reagerer – på ‘uheldet’ – er 100% op til os selv. Vi kan vælge den lette udvej, at resignere og brokke os. Men hvem får glæde af det? Ingen – hverken du eller jeg! Eller vi kan vælge at kigge efter de muligheder der så er – for at leve – og leve bedst muligt – med det skete. Vi kan fokusere på det vi gerne vil i vores ‘nye liv’ og hvad og hvem vi gerne vil være omgivet af.

Og så kommer jeg frem til at jeg faktisk føler jeg mig meget heldig, meget mere en uheldig. Min cancerdiagnose har gjort at det stadig vælter ind med en enorm stor omsorg og kærlighed fra helt vildt mange mennesker – en kærlighed jeg måske ellers ikke ville have opdaget – hvis ikke canceren havde hjulpet mig til det.

Så sent som lige før jul, blev den smukkeste buket, fra endnu en nabo, leveret ved døren og en anden kom med den fineste buket tulipaner og en dåse med 3 forskellige hjemmebagte julesmåkager. Jeg tror det er få mennesker forundt at opleve den kærlighed.

Men desværre er det jo sådan at nogle gange skal vi mennesker have en med hammeren – før vi opdager dette værdifulde og skønne liv. Det kan godt være mit liv ikke bliver så langt (hov, hov – jeg har jo ikke bare lovet mig selv – men også lægerne på Skejby – at være det menneske, der lever længst med diagnosen ‘Uhelbredelig Kræft’) men til gengæld er det så meget mere indholdsrigt og fyldt med kærlighed.

Og i øvrigt så tror jeg på at livet stopper den dag det er forudbestemt – så kald mig bare fatalist.

Den dag jeg skal dø – jamen så dør jeg – og et er sikkert – det ville være sket på samme tidspunkt uanset hvilket uheld der så end skulle have ramt mig. Det har faktisk hele mit liv været en fuldstændig klippefast overbevisning – hvilket har betydet at jeg kunne fjerne forskellige angstformer så som at flyve, køre på stærkt trafikerede motorveje, klatre op i højder (har stået på toppen af Kilimanjaro) sejle (og jeg kan ikke svømme) og mange andre fysiske ting – ja – og nu canceren – alt sammen noget som ellers nok ville kunne frembringe angst.

Et er min tro på livet, et andet er mine vandreture – specielt de lidt længere og hvor jeg ikke har travlt – men bare nyder at gå, og gå og gå. Meget mere om det i mit næste indlæg, hvor jeg også håber at kan skrive om at jeg har nået mit mål om at gå 360 x minimum 5 km i 2023. Jeg er tæt på 🙂

… med dette skriv – ønsker jeg alle nogle mega hyggelige juledage og ikke mindst et rigtigt godt nytår