Uge 08 … “Det er bare sådan det er”

… en rigtig god sætning, at få – ikke bare ind under huden – men helt derind, hvor det virkelig gå op for en, hvad ordene siger. Jeg har hørt sætningen i forskellige sammenhænge – mange gange. I dag fredag hørte jeg den igen på kemoafdeligen på Skejby. Og af en eller anden grund gav den pludselig for alvor mening. Jeg fik min uhelbredelig kræftdiagnose – september 23 – og det kan der desværre ikke ændres på. Jeg har raset – stukket en vis finger i luften – trampet i jorden – men altså – det er bare sådan det er! Kun muligheden for at ændre på min indstilling – eksisterer – og – at gøre, hvad jeg selv kan gøre, for at være her i denne verden – sammen med mine nærmeste og min omverden – så meget og så længe som muligt.

Uforklarlig feber – igen

Sidste søndag, sidst på dagen, steg feberen igen, 38,5 sagde tallet. Hmmm – tænker jeg, jeg fik jo at vide – da jeg startede kemobehandlingen – at hvis jeg fik feber på 38,5 – skulle jeg ringe ind til kræftafdelingen. Jeg snupper lige en time på sofaen – tænker jeg – hviler en time – måler igen og håber så den er nedadgående. Men 38,7 siger den nu. Okay – så må jeg vist hellere ringe.

Kommer straks igennem på den direkte linje. “Jeg får en læge til at ringe dig op” siger sygeplejersken, efter at have hørt mine tal – og umiddelbart efter ringer lægen. Hun beslutter at bede mig om komme “Og tag tandbørsten med” siger hun.

Det er kun 3 uger siden jeg fik den samme melding, så jeg kender proceduren. Dennegang kunne de ikke finde en forklaring på feberen – alle min tal ser fine ud, og jeg har ikke nogen som helst smerter, åndenød, hoste, hovedpine og hvad de ellers kan finde på at spørge om – ja så bliver resultatet – et døgn på Skejby med intravenøst antibiotika og derefter kan jeg tage hjem og fortsætte med antibiotikaen i pilleform.

Hvad gør det ved mig og mine nærmeste?

…al dette feberhalløj gør selvfølgelig noget ved os alle. Feberen kommer jo af et eller andet, men af hvad? Tanker – om hvorvidt det er canceren der er ved at tage fat i mig – raser, også selvom jeg intet mærker – udover feberen. Vi hører om andre – med lignende diagnose – at det pludselig kan gå nedadbakke, men som mange andre også siger, så er der ikke to tilfælde, der er identiske. Så det kan vi ikke rigtigt bruge til noget. Jeg ved – ja – at min sygdom er alvorlig og at det er mega hårdt for min familie – og det forstår jeg mere end nogen anden – men ingen – kan rigtigt gøre noget ved sygdommen – udover det specialisterne på kræftafdelingen allerede gør – det er bare sådan det er. Det vi kan gøre, det er at vi kan være her for hindanden – her og nu – og vi kan tilføje endnu flere skønne minder til vores fælles minde bog, en bog som allerede er spækket med vidunderlige minder – men der er heldigvis plads til mange flere.

En ting er sikker – vi skal alle dø på et tidspunkt, men ingen ved hvornår, og selvom der er prognoser for de enkelte kræftsygdomme – så er der – som allerede nævnt – ikke to ens tilfælde og derfor har jeg valgt – som alle ikke syge mennesker – ikke at kende min dato. Jeg tror på at hverdagene bliver en smule lettere, ved bare at være i nuet.

Passe på mig selv

Og tilbage til det med feberen – som man ikke har kunnet finde en forklaring på – ja – så betyder at det at det nu er gået op for mig at jeg virkelig skal passe på mig selv – altså forsøge at undgå alt hvad der kan give mig infektion. Man kan godt sige – ihvertfald i mit tilfælde – at det er godt at vi har haft en Corona epidemi. Dengang lærte vi alle at ‘Take Care’ altså at passe på os selv og hinanden. Vi lærte vigtigheden af håndhygiejnen – af at hoste i ærmet osv. osv. Alt det – og den erfaring vi fik – kommer mig til gavn nu.

Jeg ønsker alle en vidunderlig uge – ‘Take Care’

OG – hvis ikke du så premiere på
“Kalk, kilder, kunst og kold Krig … i Rebildcentret”,
så har du mulighed igen: Torsdag den 22. februar kl. 19.10

FOTO-UGE-BOG

… udsigten fra 8. etage – en grå mandag morgen

Walk … og et hjerte på vejen, stegt flæsk og persillesovs
og SOL SOL SOL og min lille borddekoration

JULEGAVEN

Walk … på Skæring Strand i et vejr, der ligner en forårsdag.