Uge 09 … Hvordan har du det?

“Hvordan har du det?”
… er det første onkologen spørger mig om. Et spørgsmål, som jeg – helt irrelevant – kommer til at tænke på, at vi faktisk sjældent stiller hinanden – og hvorfor gør vi egentligt ikke det? Det giver mig lige lidt stof til eftertanke. Men han gør – lægen – og jeg mærker at spørgsmålet gør mig en smule nervøs. Fortæller svaret fra scanningen noget ‘ikke positivt’? Spørgsmålet forstærkes af at han kigger mig intenst i øjnene – det samme gør sygeplejersken – som sidder ved siden af. Alligevel fornemmer jeg at det handler mere om, hvordan jeg virkelig har det, end om det ‘skide’ svar – men jeg når alligevel også at tænke, at det måske kunne handle om at tjekke, om mine positive svar på det 15 sider lange spørgeskema, som skal udfyldes hver gang inden kemobehandlingen – nu også er helt ærlige? Men han smiler og nikker – og fortsætter “Jeg kan se du har det godt”

“Ja, jeg har det bestemt godt
… det er kun kemoen der driller en smule og det har jeg fundet en måde at leve med på – men hvad siger scanningsresultaterne?” spørger jeg “Overordnet set, ser de rigtig fine ud” svarer han og fortsætter “De oprindelige cancerknuder som vi måler på – er uforandrede, men de små nye – som viste sig ved sidste scanning – er vokset ganske lidt. Vi havde det oppe på konferencen og vi blev alle enige om at vi fortsætter uændret med kemoen – indtil næste scanning – men du skal mærke på dig selv – og den mindste ændring du mærker – så skal du give os besked”. En lille lettelseståre løber langsomt ned ad kinden. Jeg sunder mig lidt og spørger så – “Men, hvad betyder det, hvorfor ændrer de små sig, når de ‘gamle’ ikke gør?” Jeg får den forklaring at min krop måske er ved at være resistent overfor kemoen. Den forklaring gør mig lidt ked – og jeg spørger “Hvad så?” Han svarer roligt “Så har vi en anden mulighed – altså en anden kemosammensætning.”

Vi får sagt farvel
… og jeg går derfra – helt i ro med mig selv – og tænker – “Ja ja, men jeg gør, hvad jeg kan for at være her så længe som muligt – og mere kan jeg ikke gøre – og – er det så’n det skal være – jamen så må det være så’n. Ingen fakta – som jeg ikke kan ændre på – kan slå mig ud, det ved jeg – men gøre hvad jeg selv kan gøre – og kæmpe til stregen – det vil jeg.

Skejby besøget
… er ikke slut denne formiddag – for jeg skal mødes med manden på Neurologisk afdeling, hvor han skal til en samtale efter en scanning af hjernen. Han har en ‘ryste’sygdom – ved ikke hvad det hedder i fagsproget – som man ville undersøge om det kunne helbredes via kirurgi. Han får at vide at der er 2 muligheder for operation – men at risicierne er store – bl.a. for efterfølgende, ikke at kunne nøjes med sin nuværende rollator, men at blive kørestolsramt. De vil derfor ikke anbefale det. Det er han tilfreds med og vi går derfra – med accepten af at rysteriet fortsætter.

Ønsker alle en smuk forårsagtig uge

Hop videre til ugens programoversigt

FOTO-UGE-BOGEN:

… kulde, frost, blæsevejr og tåge – har denne uge været præget af. Og i dag, søndag er det nærmest lunt. Det er da varieret – ikke kedeligt.

PROGRAMOVERSIGTEN

… for uge 09 2025: