Uge 37 … Det handler ik’ kun om dig …

Coverbilledet fra søndagens vandretur i skoven …

… en vandretur som får mig til at tænke på at da jeg var ung – var det bedste jeg vidste – at vandre i skoven med bare fødder, iført stramme jeans – og tjaaae – det er det vel stadig?

Efter sidste weekend …

… en weekend med masser af energi – bliver jeg så – mandag – bombet tilbage med en ny omgang kemo og jeg må konstatere at denne gang opfører – bivirkningerne af kemoen – sig anderledes. Kvalmen – som jeg stort set ikke har været plaget af under hele kemoforløbet – tager mig denne gang – og sammen med træthed – ja så bliver det 2 dage, hvor jeg overgiver mig til sofaen – med det ene formål, bare at sove det hele væk – og – ja – det lykkes, for på tredje dagen var jeg igen oppe på fuld energi.

Fordelen ved sådan et par ØV-dage, er at når de er overstået – ja så bliver et velbefindende nydt ekstra meget.

“Det handler ikke kun om dig …

… og din kræftsygdom, der er andre mennesker i denne verden” – en besked jeg fik, som jeg først så flere timer efter at den var sendt. Jeg stirrede måbende på beskeden og læste den flere gange – hvad pokker var det?

Mine ugentlige Indlæg handler om mig – ja – og om min kræftsygdom og kemoens bivirkninger, men min hverdag handler heldigvis også om alt muligt andet og absolut om andre end mig selv – selv om den også er fyldt med et utal af besøg på AUH i Skejby.

Jeg har – i det år der er gået, siden jeg fik diagnosen – modtaget ufattelig mange beskeder fra alle mulige mennesker og alle – uden undtagelse – udelukkende kun med et positivt indhold. Og det er jeg dybt taknemlig for. Hver eneste lille kommentar varmer og går direkte i hjertekulen og giver mig en tro på fremtiden, og en tro på at det hjælper at have et positivt mindset, også når det gælder en uhelbredelig sygdom, hvor jeg ved at mit liv afhænger af hvor længe jeg – mit immunsystem – kan klare kemoen.

OG – så kommer denne besked pludselig og min første reaktion er at jeg bliver meget – meeeget – ked af det – og mine tanker siger straks at jeg skal stoppe skriveriet – men efterhånden som det bliver fordøjet, konkluderer jeg at det i bund og grund, nok intet har med mig at gøre – men mere om vedkommende selv.

Da jeg for et år siden startede skriveriet, var der flere grunde til at jeg gjorde det – dels var det en måde, hvor jeg kunne træde udenfor mit ellers introverte sind, for at kunne se på den rædselsfulde diagnose udefra – se på, hvordan jeg kunne finde ud af at leve videre, udelukkende ved hjælp af en livsforlængende behandling og på bedst mulig måde. Hvad der også var et issue for mig, var at minimere berøringsangsten, for – det må jeg sige – den mærkede jeg ret hurtig.

Og jeg synes at det er lykkes så godt, at i dag snakker vi om meget andet – når jeg møder folk – end netop sygdommen. Og det er med til at min hverdag bliver så almindelig som mulig og det gør godt – så godt at jeg indimellem glemmer sygdommen.

Med ugens programoversigt – ønskes alle en skøn sensommer uge.

FOTO-UGE-BOGEN

Programoversigten uge 37