Uge 42 … når kemoen rammer håret

Nu er det sagt … jeg bliver ikke ven med min Kemomakker – altså ham jeg er forbundet med i 48 timer, hver 14. dag. Det er ikke så meget det kemogiftstof han pumper i mig – det tror jeg på er nødvendigt – men det er det at jeg konstant kommer op at slås med slangen som går fra pumpen til min indopererede port. Pumpen hænger i en lille taske i bukselinningen og det skal jeg altså lige huske på hver gang jeg skal tisse – hvilket som regel skal gå hurtigt – OG – så kommer jeg virkelig op at slås med ham i sengen. Det betyder at det er så som så med søvnen – og pga. af det hører jeg så lydbog i håbet om at falde i søvn – men det gør bare at ledningerne til ørebøfferne også filtrer sig ind i pumpens slanger. Damn – det er et cirkus.

Det er varmt – det varme vand der insisterende løber ned over min krop – ned over ansigtet. Tidligere brød jeg mig egentligt ikke om at få hovedet under vand, det gav mig en følelse af at drukne – men nu – nu nyder jeg det – og må også ærligt indrømme at jeg for en stund glemmer at vand er en truet ressource – undskyld. Som vandet flyder – flyder også mine tanker i en lind strøm. Tænker på hvor mange mon værdsætter det daglige brusebad? Næppe mange – dog bare mit gæt – men når man to morgener hver anden uge må klare sig med etagevask – så værdsætter man pludselig denne lille luksus – jeg gør ihvertfald.

Det er nu en måned siden jeg fik diagnosen og jeg har det fuldstændigt ok – mærker intet – hverken til kemoen eller til kræften. Og nu kommer jeg til at tænke på ordene min første læge sagde til mig – da jeg flyttede til Aarhus i 1986. “Du har et jernhelbred”, sagde han. Ordene lød umiddelbart efter vi havde hilst på hinanden – før han på nogen måde havde tjekket mit helbred. Disse ord – den sætning – har jeg siden trukket frem fra min indre harddisk rigtig mange gange, specielt i den seneste tid. “Hvordan kunne han sige det, nu hvor jeg går rundt med en uhelbredelig sygdom?” Det spørgsmål stiller jeg mig selv – nu – og kommer frem til at jeg jo netop må have et jernhelbred og det må være det der gør at disse fucking kræftknuder – der sidder mange steder i min krop – ikke driller mig – og at kemoen – som jeg modtager – ikke giver mig bivirkninger.

Da jeg sagde ja til Kemo, tænkte jeg – helt urationelt – farvel hår – ikke fordi jeg har en speciel stor og fin hårpragt – men det hår jeg har, er altså mig og min person – mit image. “Den kemo vi har valgt til dig og din sygdom – har mange birkninger – ja – men til gengæld skulle du ikke miste håret.” siger lægen. Pludselig bliver jeg uendelig glad for mit hår og pludselig er det fuldstændigt ligegyldigt hvordan det ser ud – bare det at jeg kan bevare det – jeg er glad.

Meeen – i dag – søndag morgen – registrerer jeg – en god håndfuld hår – efter hårvasken

… tænker først det må være almindelige hårtab – som ikke er usædvanlig – lige indtil jeg i løbet af dagen stadig har hænderne pænt fyldt med hår, når jeg roder rundt i det.

Det er dråben, dråben der får mit bæger til at flyde over – dråben der gør at tårerne bare vælter frem – dråben der gør at det går op for mig at det her er altså alvor, dråben der får alt det jeg ubevidst har pakket ind – i troen på at det nok skulle gå – til at bryde ud. For første gang sådan for alvor – i min – en måned gammel – diagnose – er jeg ked – som i rigtig ked – og tårerne løber uhæmmet. Og de får lov at løbe, indtil blæsten, duften af havet og lyden af bølgernes skvulpen – på en lille gåtur – heldigvis løfter humøret en anelse. Og dufte har det med at gøre noget ved mig – for nu rammer duften af en kylling i ovnen mine næsebor – imens jeg sidder her i et sommerhus og skriver …

… og så sker det igen – jeg kan ikke holde tårerne tilbage – men nu af taknemlighed. Taknemlig over at have fået denne invitation af mine børn til et par dage sammen – kun os – i det dejligste hus på Djursland og taknemlig for at manden accepterer at han selv skal stå for middagen hjemme.

Det bliver dage – som skal nydes 100 – og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at være her NU – og bare NYDE livet, samvær, fællesskab og hygge – lige NU – og så må jeg jo senere finde ud af om jeg skal kigge efter en paryk?

Foto: Vildmarksbadet under stjernehimlen.

Længere nede – finder du FOTO-UGE-BOGEN med fotos fra mine daglige vandreture og lidt fra jobbet, som i denne uge bød på tv-optagelser i Rebild – hvor vi skal fortælle historien om Kalk, Kilder, Kunst og Den Kolde Krig

FOTO-UGE-BOGEN … fra den forgangne uge